Nogen kan måske huske, at O ikke havde vendt sig før fødslen. Derfor var jeg til et vendingsforsøg, som der ikke kom noget ud af: han havde simpelthen skruet numsen godt fast ;) Valget var derefter mit: sædefødsel eller kejsersnit. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke kunne klare tanken om et kejsersnit - det var sgu ikke lige sådan jeg havde forestillet mig det! Jeg følte mig snydt på forhånd. Jeg fik at vide, at pga. min bygning, form og babys vægt ville de ikke være så nervøse for en sædefødsel - jeg skulle bare forberede mig på, at det ville være hårdt! Og at der var stor chance for akut kejsersnit.
Dagen inden terminsdatoen blev jeg derfor sendt hjem med beskeden om bare at vente på, at der ville ske noget. Nu er min søn ret præcis, så 00.15 på terminsdagen gik vandet. Vi var forholdvist hurtigt på fødegangen, og veerne kom hurtigt og tog til. Jeg var stort set klar til at få ham den bette ud, da de mærkede, at hans fod var kommet ned først - og så er der jo ikke meget at gøre.
Jeg var egentlig okay, indtil vi kom ind på operationsstuen. Shit, hvor var der koldt og fuld af mennesker! Jeg blev spurgt om jeg ikke ville følge med i spejlet...eeeh, nej tak? Jeg kunne så stadig se min mave i en lampe! Som prikken over i'et, så virkede rygmarvsbedøvelsen ikke, og det betød fuld narkose. Jeg ville ikke komme til at høre min søns første skrig. Og alle andre ville få ham at se før mig. Great. Men i det øjeblik var jeg faktisk glad for bare at være helt væk og så vågne op og være mor! Tror ikke det havde været godt for mig at være vågen.
Faktisk har jeg det okay med ikke at have set ham før en time efter - det værste er dem, som tror, at det da må have været megatrist ;) Eller dem som ytrer deres (negative) mening om det faktum, at jeg valgte at "udsætte" mig selv og min søn for forsøg på sædefødsel. Jeg tog det valg, som jeg mente var bedst for os begge (at det så ikke kunne lade sig gøre, er en anden sag - jeg er glad for at jeg prøvede). Og nej, jeg synes ikke, at et kejsersnit er det fedeste i verden. Hvilket jeg også har hørt fra folk "eeej, det er da ikke slemt". Sorry, men det er en fucking maveoperation, og den skulle jeg godt nok lige komme mig over! Desuden har jeg en mand, som arbejder mere end de normale 37 timer og har heller ikke lige noget familie i nærheden, så var rimelig meget alene. Nårh ja, og så er vi alle forskellige ;)
Jeg håber ikke, at jeg lyder alt for gnaven, haha. Men ja, det var bare lige for at dele, at det jo ikke lige er alting, der går som man forestillede sig det, men ud skal de små jo nok komme ♥
7 kommentarer:
Tak fordi du deler - jeg synes altid det er spændende at læse.
Træls med de negative kommentarer - dem kan folk da godt pakke sammen? Ih, men det er så typisk tror jeg, folk har sgu så tralvt når det kommer til børn/graviditeter/fødsler. Må være super belastende at lægge ører til.
Jeg ville godt nok heller ikke være super begejstret for et kejsersnit - altså at skulle skæres i(!!) og så lige dér i maven, som jo er så central på kroppen.. ellers tak :-/
Men ja, som du siger, så ender det hele jo alligevel fint :)
Og sikke en sød lille rosinhånd! <3
Tak, søde Bex <3
Ja, det er nok typisk for lige de emner. Kan da også se, at jeg selv har en rimelig fast holdning til nogle ting - og skal passe på ikke at lyde dømmende :)
Ja, det er rimelig meget lige midt på kroppen :D Men de har simpelthen lavet det så flot - arret er meget kort og sidder langt nede. Så bikinien kan bare komme an :P
Dejligt du vil dele din historie :) For ja, alt kan man ikke styre selv - men hvor var han da bare fin altså!
Relevant indlæg! Og fedt, at du deler din oplevelse af det hele :-)
Tak for jeres feedback piger <3
åh ja husker mit kejsersnit i 1980,der er arret sgu lige fra navlen og ned, så der er dømt midterskilning.En hilsen fra det vestjyske Hanne b
Tak for din kommentar, Hanne :) Jeg husker at have set et sådant ar - dét er de da trods alt blevet bedre til :D
Send en kommentar