Det nemme barn

For et par dage siden udgav Maj et indlæg, der handlede om den lille dejlige hidsigprop, Tristan (jeg elsker dig lidt for at have vist de billeder, hahaha) og om hvordan det er nemt at få det hele til at virke så daaajlig nemt! Nogle "tør" måske ikke at fortælle sandheden, og andre har det jo bare nemt. Vi har jo også alle forskellige opfattelser af, hvad der er nemt. 
I virkeligheden synes jeg (se, det er MIG, der synes det) faktisk, at jeg har et nemt barn. Især når jeg hører, hvad andre døjer med. Okay, vi snakker ikke lige om de første tre måneder - nej de tæller ikke for nogen (og selv dér var han jo ikke så "slem" som andre). Men ja, O er meget glad. Bare man siger "bøh", så er han flad af grin. Når han vågner om morgenen ligger han og synger og snakker i sengen - og spræller som en lille tyk fisk, når man kommer ind til ham. Han leger godt selv, spiser godt og er ikke bange for fremmede (måske siger jeg bare alle de her pæne ting om ham, fordi han lader mor og far sove om natten og lidt til ;)) 
Men han kan altså være sur og ked af det! F.eks. da han ikke var kommet sig ovenpå sygdom sidst vi var hjemme i DK. Og så kan man så høre på bemærkninger som "ej, jeg synes aldrig, at mit barn var så ked af det, når han/hun var syg". Eeeh nå. Det hjælper mig lige hvordan? Og fedt at det så er dén opfattelse de får af ham. Men jeg burde bare være ligeglad. For han er min lille glade, sprællende tyksak, som elsker at spise, sove og være i centrum. MEN som altså også har dårlige dage. 
(Jeg har i øvrigt også dårlige dage. Og jeg kan sætte et tudefjæs op, der er meget værre end Tristans. Men generelt er jeg ret nem, ik' ;)) 

Se en sur lille baby-O!