fredag den 31. maj 2013

Pasta & rosé

Aftensmaden skulle være nem i dag, da min bedre halvdel skulle tidligt ud af døren. Det blev til en gang spaghetti carbonara med salat - og årets første glas rosé. Jeg ved ikke, hvad der er med rosévin - jeg glemmer altid at det findes. I virkeligheden er jeg meget mere til dét end hvidvin. Så nu er der købt et lille lager til de lune sommeraftener, ahem... 

mandag den 27. maj 2013

Getaway

Vi smutter et par uger til Danmark i sommerferien (ja meget eksotisk...der er jo nogen af os, der tager på tour i Canada også, hmpf!), og i den forbindelse har jeg fået mine forældre til at passe lille O til en overnatning. Vi snupper så 1½ døgn i Hamburg med overnatning på dette lækre hotel. Jeg har nok været på hovedbanegården i Hamburg de første 50 gange, men jeg har aldrig været inde i byen. Dog har jeg allerede lavet en to-do-liste, der er alt for lang efter at have læse denne pæne bloggers indlæg om Hamburg. 
Det gik først op for mig efter at have booket, at vi har 3 års bryllupsdag på 2. dagen dernede. Jeg har nok andre ting at tænke på pt, haha. Men det er da lidt hyggeligt :)

søndag den 26. maj 2013

Burger with a twist

Noget af en kontrast til søndagens aftensmad, som for mit vedkommende bare var havregrød. Men i går havde vi altså nogle marinerede steaks, som vi ikke havde fået spist fredag. I stedet for at få dem på samme måde igen, fandt jeg et par hjemmebagte burgerboller i fryseren og så blev det til steak-burgere. Slet ikke dårligt. Min mand synes også, at det blev rigtig lækkert - og burgere er altså enormt hellige for ham, hahaha ;)

Søndag


Der er stille i hytten i dag. Manden er ude og spille hele dagen, og lille O putter, da han stadig er sløj. Jeg har ikke andre planer end at passe ham den lille og slappe af. Jeg forbereder mig på en halv arbejdsdag i morgen, da jeg ikke tror på mirakler. Endelig kom der noget godt ud af vores forskellige arbejdstider, haha. 
Inden manden smuttede, nåede vi dog at hygge med hjemmebagte boller og kaffe. Nu står den på mere kaffe og en masse bloglæsning. God søndag derude :)

lørdag den 25. maj 2013

Fruity

I går aftes lavede vi denne meget nemme dessert. Nektariner og abrikoser bagt i ovnen med honing og kanel - serveret med vanilleis. Nams!
Dagen er foregået i roligt tempo. Lille O er stadig syg med høj feber, så han har sovet en del. Jeg har fået bagt og ryddet op - og læst dameblade. Hele tre ting på én dag ;)

fredag den 24. maj 2013

Finally!

Endelig fik jeg en ny laptop! Det med at læse blogs og surfe via mobilen blev bare lige en tand for træls, så jeg fandt ud af, hvilken én jeg ville have (skulle jo bare vælge, da det var min fødselsdagsgave), og i dag landede den så. Nu skal jeg så bare lige have læst op på en halv milliard blogindlæg...
Jeg har fri i dag (har én ugentlig fridag) og havde alle mulige rare planer, men lille O er blevet syg (igen igen igen - forbandede daycare!), så udover en kort brunch date med min kære mand i formiddags, står den bare på sofahygge, spisning af kiks og en masse søvn. Måske man også kunne få gjort noget ved alt det rod i huset... Jeg tror aldrig vi har rodet SÅ meget før. Det er virkelig pinligt. I det hele taget er det blevet slemt efter at O er kommet :S Jeg ønsker mig mere plads at rode på! Eller flere skabe som jeg kan gemme ting i...

mandag den 13. maj 2013

Strik

Da jeg var barn, syntes jeg, at hjemmestrik var kikset og så kradsede det også. Nu er jeg så selv ved at give min søn traumer ;) Her er et udvalg af, hvad min mor (mest hende) og moster har haft gang i det sidste års tid. Faktisk har min mor haft nyt med hver gang jeg har set hende. Og jeg elsker det! Jeg synes, at det er super fedt at se O i det, og så er det jo bare virkelig lækker kvalitet. 
Jeg kan ikke selv prale af at kunne strikke. Eller det kan jeg. Men ikke særlig godt

søndag den 12. maj 2013

Magasin*


Jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at finde tøj til O her i Holland. De "normale" forretninger rammer bare slet ikke min smag. Ofte er det mærkelige farvesammensætninger - eller har en eller andet mærkelig tekst på. Det er faktisk det samme problem jeg har med tøj til min selv. Så hvis jeg køber tøj til ham her, bliver det som oftest bestilt fra danske hjemmesider. Det er også ret fedt, at han så ikke render rundt i det samme tøj, som alle de andre. Og han er jo dansker, så det passer da perfekt at rende rundt i en stribet trøje med en viking på! Selvom vi pt. ikke har glæde af tøjet i så lang tid af gangen inden det ryger i vaskemaskinen.
Jeg er egentlig ved at gå væk fra de alt for multifarvede ting til ham, men noget farve kommer der stadig ind i garderoben. Blandt andet skal jeg snart have fat i noget regntøj til ham, og der tænker jeg faktisk på dette fra Danefæ ... Jeg kunne også sagtens se ham i denne jakke til vinter:
Dog blev hans vinterjakke fikset ved noget udsalg her for nogle måneder siden.   
Måske man lige skulle et smut forbi en Magasin engang i sommerferien - ellers er jeg jo også ret god til at klikke ting hjem til mine forældre ;)  

*Dette indlæg er sponsoreret 

Bday


I fredags var det min fødselsdag, og selvom jeg skulle arbejde, og min mand skulle spille om aftenen, blev der alligevel fejret lidt. Kollegaerne fik lækre cupcakes (selvom jeg tror, at de er bange for hjemmebag eller cupcakes?), og om aftenen havde jeg fikset en babysitter, så jeg kunne komme ud og spise med veninde. Gaver blev der også høstet, men det må blive i et andet indlæg ;) Men jeg kan da afsløre, at én af dem er en laptop, som lige skal bestilles. ENDELIG kan jeg være lidt mere online igen.

onsdag den 8. maj 2013

Easy tiger

Jeg burde egentlig have lært det nu. Det der med at Google de der tigerspring. For jeg gider jo faktisk ikke vide, at min teenage-pms-hysteriske søn kan være sådan i op til seks uger. Jeg vil meget hellere bare have det som en overraskelse (helst i morgen eller det ville også være en fin fødselsdagsgave på fredag). Indrømmet, det er da meget rart at vide, at han jo nok kommer tilbage igen, når han engang har fået bekæmpet tigermonsteret. Men en lille del af én (den irrationelle del) er bare skide bange for, at nu skal han til at være sådan en asocial type.
Nå, men jeg suser jo stadig glad over og henter ham efter job, og se lige hvad han havde lavet. Ok, han har kun lavet krims krams og krøllet papiret. Men alligevel. Min allerførste gave fra min søn. Jeg fornemmer, at vores køleskabslåge ikke er stor nok i fremtiden...    
(Gad vide om O selv har valgt koen? Bør jeg være fornærmet?) 

mandag den 6. maj 2013

Savn

Jeg må vist indse, at det der med at blogge bare ikke sker, når min laptop ikke virker. Selvom det gør ondt, må jeg nok ud og investere i én. Verdammt.
Jeg har heller ikke fået taget billeder, og det er ellers ikke fordi at jeg ikke har spist vildt lækker mad på det sidste. For det har jeg altså. Vi kom nemlig afsted til Danmark i onsdags (og så snakker vi ikke om, hvor usjovt det er at være ude med et sygt barn). Og det var så på turen, at jeg fik taget det eneste billede af pæn solnedgang - med insektlig på forruden.
Det var virkelig dejligt at være hjemme (hvis man lige trækker det syge barn fra, ik'), og jeg kan mærke, at min hjemve bare overhovedet ikke bliver mindre. Efter vi har fået O, er det blevet ekstremt. Det er svært, at han ikke skal se sine bedsteforældre så ofte - og at de ikke kan se ham. Jeg savner at komme forbi til en kop kaffe, og jeg savner også, at de lige kan kigge efter ham. For jeg kan da godt få ham passet hernede, men jeg føler bare altid, at jeg står lidt i gæld til folk. Og så savner jeg smørrebrød og flødeboller, men det kan jeg jo lave selv. Jeg vil gerne have opskriften på bedsteforældre ;)